Langsø Gruppe

Uniformsvejledning

Når vi går i vores spejderuniform, er det blandt andet for at symbolisere, at vi er en del af et større fællesskab, der bærer en uniform magen til vores egen. Ved KFUM-Spejderne består uniformen af den grønne skjorte og det røde tørklæde, og vi har den på, når vi er til det ugentlige møde i spejderhytten, på ture, til arrangementer uden for spejderhytten samt til andagter og gudstjenester.

Tørklædet

Vores røde tørklæde er en fast del af uniformen. Spejderne kan også gå med tørklædet uden uniformen sammen med fx en spejder t-shirt.

Tørklædet kan bindes med venskabsknob eller holdes sammen med en tørklædering.

Binde vejledning til venskabsknobet

Uniformen

Hvis dit barn har fået sin egen uniform, har vi her en hjælp til hvor mærkerne skal placeres. Vær opmærksom på at der kan være ældre uniformer i brug også, der ser anderledes ud. Hvis du er i tvivl om hvilken uniform dit barn har, kan du altid tage fat i en af lederne, for at høre hvor mærkerne skal placeres.

Mærker fra Langsø Gruppe:

Når du får din første spejderuniform, så kan du få følgende mærker gratis af din spejderleder:

  • Gruppenavn: Langsø
  • Enhedsmærke: Familiespejder, bæver, ulv, junior, trop/spejder, senior eller rover
  • Distriktsmærke for Midtjyske Distrikt (Den røde kirke på hvid baggrund)

Til afslutningen før sommerferien deler spejderlederne årsstjerner ud. Du skal have været spejder i et helt år, for at få den første stjerne med tallet 1. Årsstjernen skiftes herefter ud hvert år med det nye tal. Den placeres over højre brystlomme helt ude til venstre.

Ulve får tildelt deres ulvenavn (og et mærke med navnet) til deres første fuldmånemøde.

Aktivitetsmærker uddeles løbende af din spejderleder efterhånden som I arbejder med emnerne. Der er både færdighedsmærker og paletten mærker, som du kan læse meget mere om på korpsets hjemmeside HER. Aktivitetsmærker placeres på højre skulder under enhedsmærket.

Kursusmærker som fx. PL/PA, Roland og lignende placeres under aktivitetsmærkerne på højre arm.

Lejrmærker og turmærker placeres på venstre skulder. Ryd gerne løbende op i mærkerne, så armen ikke bliver overfyldt.

Specialmærker er uofficielle mærker som spejderne kan tage, enten sammen med patruljen, gruppen eller alene. Specialmærker udleveres en gang årligt til sommerafslutningen. Eksempler på specialmærker er: Shelty, Smores, Sleepover, Spejdernisse og lignende. Specialmærker placeres på højre front.

Mærker på uniformen fra start:

Verdensspejdermærket:
Mærket sidder på uniformen ved køb.  Sidder over venstre brystlomme. Det er et bevis på medlemskab af en Verdensspejderbevægelse. Alle spejdere optaget i WOSM (The World organization of the Scout Movement), har sådan et mærke på deres uniform.

Korpsmærket
Mærket sidder på uniformen ved køb.  Sidder over venstre brystlomme. Alle der er medlem af KFUM-Spejderne i Danmark har sådan et mærke på deres uniform.

Mærkeplacering eksempler

Herunder kan du se eksempler på de forskellige mærker på uniformen:

Gruppenavn, ulvenavn, årsstjerne, distriktsmærke og diverse specialmærker placeres på højre side af uniformens front.

Lejrmærker og turmærker placeres på venstre arm

Enhedsmærke placeres øverst på højre arm. Nedenfor placeres aktivitetsmærker og allernederst eventuelle kursusmærker som fx PL/PA og Roland.